Henrik Ibsens skrifter

<...>

sommer, deri doctorgraden iberegnet, så at ​ han altså nu må arbejde temmelig anstrængt. Min hustru lider mere end vi af varmen og især af ​scirroccoen, men hun holder sig dog oppe ved hjælp af daglige ​søbade. ​Jeg tror ikke De vilde have holdt ud sommeren over hernede. At spadsere er her næsten ikke at tænke på; man må forholde sig så stillesiddende som muligt. –

Jeg forstår meget godt Deres misstemning over de mange literære vanskeligheder, som også De har at kæmpe med. Men dersom De tror at det går så ganske let for alle andre, så føler jeg mig overbevist om at De tager fejl. Ligeledes kunde det nok hænde at ​den «kolde egennytte», som De mener at have sporet på diverse steder, snarere har været en fuldt berettiget erkendelse af nødvendigheden af at leve af den gerning, som vi lever for. De fleste af os er ikke så heldigt stillede at vi kan se bort fra slige hensyn. Den gemene kolde egennytte findes efter min

<...>

Men jeg føler mig fuldt forvisset om at De, trods alle vanskeligheder nok en dag i fuld livskraft og styrke vil opleve den sejr, som ​Deres geniale udholdende kamp i så fuldt mål berettiger Dem til. Hvad De af idéer og syner har sat ind i verden egner sig ikke blot og bart til at friste et goldt eftertidigt literaturliv. Den levende virkelighed vil bemægtige sig det og bygge videre derpå. Men at dette må ske snart – snart – det ønsker rigtignok også jeg af ganske hjerte.

Ja, kære fru Collett, tag nu for dennegang tiltakke med disse linjer fra mig. Min hustru skriver Dem til en af de allernærmeste Dage. Og vær så forsikret om at jeg med al oprigtig varme og med fuld forståelse omfatter Dem og Deres livsgerning. ​Lad ingen få Dem til at tvivle herpå – ikke engang mig selv, om jeg nogen gang skulde have givet en tilsyneladende anledning dertil. –

Vi håber snart at modtage gode tidender om ​Deres tilstand og sender Dem vore bedste hilsener